Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om KatKlub Juniorklub

KatKlub er et tilbud til 6. og 7. klasserne primært omkring Katrinedalsskolen.
Vi holder til i den gamle rektorbolig i skolegården.

Allerede fra du går ind ad hoveddøren bliver du mødt af et summende hus, hvor der sker en masse alle vegne.
Det første du møder er Basen, hvor en storsmilende pædagog tager varmt imod dig og sørger for du ved, hvad der sker i huset i dag. Det er også i Basen, at du kan tilmelde dig ture.

Fra Basen har du tre muligheder - op ad trappen, ned i kælderen eller Det Store Rum.
Op ad trappen tager dig op til vores gaming afdeling. Vi har to rum, et med en masse computere og et med PlayStation, hvor du også kan se tv eller bruge rummet til hygge med vennerne.
Du skal book tid til at game på listerne i Basen.

Nede i kælderen åbner sig den musiske verden. Det er her, du kan indspille dine egne sange eller lave podcasts. Du booker tid til både musikrummet og til hjælp fra personalet på listen lige ved døren ned til kælderen.

Vælger du Det Store Rum møder du pool bord og bordfodbold - masser af muligheder for at røre sig og ikke mindst tæve din bedste ven i et slag bordtennis. Du kan også forsøge med en udfordring af pædagogerne.
Flere steder i Det Store Rum er der sofaer, som du kan hænge i, slappe lidt af eller spille et af vores mange spil.

Fra Det Store Rum kan du gå til højre eller venstre. 
Går du til venstre rammer du Krea, som er fuld af farver og uendelige muligheder for at slippe kreativiteten løs. Alle idéer er velkomne.
Går du til højre, kommer du ud i Baren og køkkenet. Her serveres hver dag en lille eftermiddagssnack i tidsrummet 13:35 til 15:30.

Vi bruger også skolegården, Katrinedalshallen og resten af byen til aktiviteter og ture.

Vil du gerne have indflydelse på ture, maden i Baren eller andet i klubben, kan du smide et forslag i vores postkasse eller melde dig til vores klubråd.

KatKlub bygger på fire grundregler:

  • Alle skal have mindst en god ven
  • Vi passer på hinanden, os selv og tingene
  • Alle er gode til noget. Vi vil finde ud af, hvad det er
  • Det skal være skideskægt at være i klub

Du finder information om klubkort og ind- og udmeldelse her

Åbningstider og kontakt finder du her